Omkostninger
Hvad koster det at køre elbil? Få overblik over udgifterne
Få overblik over elbilens omkostninger: købspris, opladning, vedligeholdelse og mere. Læs hvorfor elbiler kan være en fornuftig investering.
Hvad koster det at køre elbil?
Når det kommer til omkostningerne ved at køre en elbil, er der naturligvis flere faktorer, der spiller ind.
For det første er prisen på elektricitet sammenlignet med traditionelle brændstoffer som benzin og diesel generelt lavere pr. kørt kilometer, hvilket kan give betydelige besparelser over tid. Omkostningerne ved opladning af en elbil afhænger dog af elpriserne, som varierer og stiger og falder time for time. Forbruget i elbil er også højere i koldt vejr, hvorfor prisforskellen til benzin- og dieselbilerne pr. kørt kilometer bliver mindre om vinteren.
Elbiler er ofte dyrere i indkøb end sammenlignelige benzin- eller dieselbiler. I øjeblikket (2024) hjælper en politisk vedtaget afgiftsfritagelse af elbiler dog til, at de fleste elbiler over 400.000 kr. inklusive moms er fritaget for registreringsafgift, så forskellene i udsalgspriserne mellem elbiler og benzin- og dieselbiler bliver mindre. Men denne afgiftsfritagelse nedtrappes gradvist, så også billigere elbiler under 400.000 kr. indenfor de nærmeste år også skal betale registreringsafgift.
Vedligeholdelsen er normalt billigere for elbiler, da de har færre bevægelige dele og for eksempel ikke kræver olieskift. Det er derfor vigtigt at overveje både indkøbspris, opladningsomkostninger og besparelser på vedligeholdelse, når man skal vurdere de samlede omkostninger ved at køre elbil.
Hvad koster en elbil?
Elbiler er blevet mere og mere populære på det danske marked, og mange danskere overvejer at skifte fra benzin eller diesel til el.
Men hvad koster det egentlig at eje en elbil? Lad os se nærmere på omkostningerne ved at eje en elbil.
Priserne på elbiler varierer betydeligt, og der er et bredt udvalg af modeller til rådighed på markedet. Fra bybiler til luksuriøse SUV'er, mellemstore elbiler som fx Aiways U5 eller de helt dyre elbiler, der runder en million kroner eller mere i pris. Der er efterhånden elbiler i alle prisklasser, så der er gode muligheder for at finde en bil, der passer både økonomien og behovene.
Hvad koster en elbil om måneden?
Udgifterne til at eje en elbil omfatter typisk omkostninger til afbetaling på et billån, forsikring, årlig ejerafgift, vedligeholdelse og opladning. Disse omkostninger varierer afhængigt af faktorer som bilmodel, leasing eller køb, forsikringspræmier og hvor meget du kører.
Det er derfor svært at give et præcist estimat af, hvad det koster at køre elbil, da det kommer meget an på det individuelle forbrug og ikke mindst værditabet, når bilen skal sælges. Men generelt vil de fleste bilister opleve et fald i omkostningerne til at køre elbil i forhold til en benzin- eller dieselbil. Man kan dog få sit bilbudget i helt faste rammer ved at privatlease en elbil i stedet for at købe den. Så er man fri for risikoen for, at bilen får et større værditab end ventet.
Øvrige udgifter ved at have elbil
Andre udgifter kan være vask, vinterdæk samt parkeringsomkostninger, der jo også gælder for en benzin- eller dieselbil. Mens det generelt er billigere at vedligeholde en elbil, skal man være opmærksom på de løbende stigninger i registreringsafgiften i de kommende år. Det kan måske være en ide at fremskynde et køb inden et nyt år og dermed undgå, at en stigning i registreringsafgiften rammer den elbil, du overvejer.
Hvad koster el til elbil
Prisen på elektricitet til opladning af en elbil er som alt andet elforbrug baseret på markedsprisen. Prisen ændrer sig time for time, men er generelt billigst om natten. Navnlig hvis det blæser, og der er overskud af strøm fra vindmøller. Den anden faktor er naturligvis elbilens forbrug pr. kørt kilometer. En Aiways U5 har et energiforbrug på 170 Wh/km efter den officielle WLTP-norm og en rækkevidde pr. opladning på 400 km.
Prisen på el kan variere meget, men ligger typisk på mellem 2 og 3 kroner per kilowatt-time ved elforbrug fra ens egen hjemmelader. På en offentlig ladestation afhænger prisen af, hvilken type oplader man benytter. En hurtiglader med kapacitet på 50-100 kW eller en lynlader på over 100 kW er normalt noget dyrere at benytte end en 11 kW lader, der typisk står i forbindelse med parkeringspladser i bycentre, ved supermarkeder og private virksomheder. Prisen kan variere fra et par kroner for 11 kW ladere til 6-7 kroner pr. kilowatt-time for lynladere.
Samlet set er omkostningerne til brændstof til en elbil dog normalt relativt lavere end til en traditionel brændstofbil. Navnlig hvis man kan undgå de dyreste lynladere.
De største omkostninger i de første år med en elbil vil naturligvis være finansieringen i forbindelse med et køb eller den månedlige leasingydelse og dertil i begge tilfælde udgiften til el. Kan man nøjes med at oplade bilen hjemme fra ens egen lader, har man mulighed for at få refunderet elafgiften, så man kun betaler den laveste markedspris for udgiften til produktion af el samt transmissionsafgiften. Lader man hjemme, er det en god ide at undgå at lade i tidsrummet mellem kl. 17 og 21, hvor prisen for at transportere el til husstanden kan være højere end udenfor dette tidsrum.
En anden faktor er valget af elbil. Selvom størstedelen af elbiler på markedet i dag har en fornuftig effektivitet, så kan der være forskel i forbruget pr. kilometer fra bil til bil, som kan have en mærkbar effekt på, hvad det koster at eje og køre i en elbil.
Vidste du at...
I Aiways modeller er den fulde sikkerhedspakke inkluderet som standardudstyr. Du skal hverken betale ekstra for de mange sensorer, der advarer dig ved trafik i blinde vinkler og ubehagelige overraskelser eller for den automatiske fartpilot og 360° panoramakameraet – for bare at nævne et par stykker.
Læs mere herLær mere om elbiler...
Opladning
Når du begynder at læse på om forskellige modeller og lademuligheder, støder du hurtigt på en masse ord og udtryk, som måske er nye for dig. Det eneste, du egentlig gerne vil vide, er hvordan du "fylder kilometer på tanken"...
Rækkevidde
For de fleste bilkøbere er rækkevidden helt afgørende, når man vælger elbil. Men at definere en elbils nøjagtige rækkevidde og energiforbrug er langt fra enkelt. En elbils rækkevidde påvirkes af mange forskellige faktorer...
Elbilsordbog
Når man er på udkig efter en ny elbil, kan det i starten virke en smule komplekst med alle de nye udtryk og forkortelser. Her forklarer vi nogle af de mest almindelige udtryk, som kan være nyttige at kende i jagten på din nye elbil...